Jurist med fokus på udbud og kontrakter

Fuldtidsstilling

Copenhagen

Danmarks Nationalbank

SMV532 medarbejdereBank/finans

Offentliggjort den 30. januar 2024

  • Opslagstype

    Fuldtidsstilling

  • Placering

    Copenhagen

  • Startdato

    Så hurtigt som muligt

  • Uddannelsesniveau

    Kandidatuddannelsesniveau eller tilsvarende

  • Hjemmearbejde

    Delvist muligt

Vær med til at indgå komplekse og vigtige kontrakter for Danmarks Nationalbank i samarbejde med bankens forretningsenheder. Med en struktureret og nysgerrig indstilling samt høj juridisk faglighed kan du blive guld værd for Danmark, for banken og for dine kolleger. Ansøgningsfristen er 18. februar 2024.

Du løser opgaver med et enestående formål

Nationalbanken er den eneste af sin slags. Vi er samfundets bank, statens uafhængige rådgiver og landets vågne øjne på økonomien. Stabile priser, sikre betalinger og finansiel stabilitet kommer ikke af sig selv, og som medarbejder i Nationalbanken spiller du sammen med kollegerne en central rolle i at sikre Danmark en robust økonomi.

Som jurist er du en del den centrale juridiske funktion i Nationalbanken, hvor vi rådgiver bankens ledelse og forretning. Det drejer sig bl.a. om lovgivning for Danmarks Nationalbank, Den Europæiske Centralbank (ECB) og deltagelse i arbejdsgrupper i Det Europæiske System af Centralbanker (ESCB) samt andre internationale relationer, anden EU-ret samt om seddel og mønt. Nationalbanken er en offentlig myndighed, og vi rådgiver om offentlig ret og håndterer sager om aktindsigt, persondata og udbud. Vi bistår også forretningen med indgåelse og fortolkning af Nationalbankens og statens finansielle aftaler.

Dine primære opgaver omfatter:

  • Gennemførelse af EU-udbud, annonceringer og markedsafdækninger i samarbejde med forretningen
  • Udarbejdelse af kontrakter og rådgivning af vores contract management team om brugen heraf
  • Generel juridisk rådgivning og opgaveløsning indenfor offentlig ret, herunder håndtering af aktindsigt og GDPR
  • Deltagelse i internationale centralbankfora, herunder den europæiske indkøbskomite og nordiske juristmøder

Du har de essentielle forudsætninger for at lykkes

I Nationalbanken er vi imødekommende. Vi har fokus på anerkendelse, god ledelse og evnen til at bringe dine og vores forskelligheder i samspil. Vi tager os tid til hinanden – både når vi deler ud af vores viden, når der er brug for en hjælpende hånd, og når vi samles om fælles interesser.

Vi vil, at du både lykkes og trives i rollen som Jurist. Derfor lægger vi vægt på, at du har følgende forudsætninger for at søge stillingen:

  • Du er enten nyuddannet cand.jur., som du har afsluttet med et godt resultat, eller har op til et par års arbejdserfaring
  • Dine engelskkundskaber og formidlingsevner er på højt niveau
  • Du vil få en stor kontaktflade og er god til relationer og samarbejde på tværs om en konkret opgaveløsning
  • I den daglige relation med forretningen er det også nyttigt, hvis du besidder en vis grad af vedholdenhed
  • Du er struktureret, ansvarsfuld og lægger vægt på at yde rådgivning af høj kvalitet

Du er guld værd i Nationalbanken

Der er kun én Nationalbanken. Vores arbejde og vitale systemer har essentiel betydning for det finansielle og politiske Danmark, og for landets internationale relationer. Men selvom fagligheden er høj, er vi helt nede på jorden. Her er plads til forskellighed – og til det sociale og uformelle. Du kan fx løbe, dyrke yoga, spille floorball eller netværke til BANK-bar sammen med kollegerne i en af vores mange medarbejderklubber.

Arbejdstiden deler vi mellem åbne kontorer med udsigt til vandet på Langelinie Allé og op til to ugentlige distancearbejdsdage. Vi ønsker at sikre rammerne for en effektiv opgaveløsning, en stor sammenfølelse og en god balance mellem livet på og udenfor arbejdet. Samtidig lægger vi stor vægt på din læring og løbende udvikling af færdigheder. Alle nyuddannede bliver f.eks. en del af vores 2-årige Academy-program. Vi mener det, når vi siger, at din udvikling er i højsædet. Du er nemlig guld værd i Nationalbanken.


Hvorfor er det guld værd at søge jobbet?

Som jurist i sektionen Jura får du en enestående mulighed for at arbejde med varierede opgaver inden for udbud og kontrakter. Du vil komme til at arbejde selvstændigt og i teams, og hvis du er ny inden for området, tilbyder vi en grundig oplæring og kurser. Du får også mulighed for at udvide dit professionelle netværk gennem vores deltagelse i både nationale og internationale netværk inden for udbudsret og kontrakter.

Hvad er særligt ved at være en del af netop jeres team?

Jura består af Nationalbankens chefjurist og p.t. fem jurister. Jura har et dynamisk arbejdsmiljø med god sparring og et godt sammenhold og medarbejdere med både kort og lang erfaring. Der er kort fra tanke til handling og en uformel hverdag.

Hvilke aktiviteter er værd at fremhæve i teamet?

Vi er aktive i Nationalbankens idrætsforening, hvor vi deltager i vores løbeklub, fitnesshold og kor, ligesom vi gerne deltager i BankBar og har tradition for, at teambuilding gerne foregår over lidt mad og drikke.

Hvad er god ledelse ifølge nærmeste leder?

God ledelse er grundlæggende at give frihed under ansvar, dvs. delegere opgaver med en forventning om, at du gør dit bedste.

Hvor skal jeg arbejde?

Nationalbankens bygning i Havnegade i København gennemgår en større og nødvendig renovering, der tager flere år. Derfor har Nationalbanken adresse på Langelinie Allé 47 i København, mens renoveringen står på.

Vil du vide mere?

Har du spørgsmål til jobbet, er du velkommen til at kontakte chefjurist Niels Christian Andersen. Oplysninger om ansættelsesvilkår kan fås hos HR-partner Anita Ray.

Vær opmærksom på, at der kan ikke opnås advokatbestalling under ansættelsen, og en evt. bestalling skal deponeres.

Ansøg nu

Vi har gjort det nemt for dig at søge stillingen. Du skal blot uploade dit CV eller din LinkedIn-profil. Derudover har du mulighed for at skrive en kort motivation i et tekstfelt, når du ansøger. Ansøgningsfristen er den 18. februar 2024.

Ansøgningsfrist

Ikke kendt

Flere oplysninger om virksomheden

Danmarks Nationalbank logo

Danmarks Nationalbank

Vi arbejder for at sikre Danmark en robust økonomi